Konfirmationen del. 1

Jeg fik at vide at jeg skulle nyde HELE denne dag, fordi den går så hurtigt...og det gjorde jeg.

Klokken var omkring 8 om morgen, da min far kom ind for at vække mig. Gardinerne blev trukket fra og vinduet blev åbnet på klem.
Jeg lå der lidt og tænkte på om jeg heller skulle blive i den dejlige bløde og varme seng. Men efterhånden som solens stråler ramte mit ansigt, og den kolde vind blussede mod min kind, besluttede jeg mig at stå op.
Vi var rigtig heldig at der ikke var noget stress, det havde jeg forventet at der ville være.
Jeg gav mig rigtig god tid til at sætte mit hår og lægge min makeup, imens jeg prøvede at kvæle de mange sommerfugle jeg havde i maven.
 Nogle gæster fra Sverige kom tidligt og beundrede mig stort når jeg var færdig. Endelig ville jeg have kjolen skulle være en overraskelse for alle, men det lod jeg ikke irritere mig. Dette var min dag, kun min! Og jeg fik aldrig sådan en igen.
Da jeg ankom til kirken, begav alle gæsterne sig ind i kirken, mens de andre konfirmander og jeg skulle vente i et lille toilet-hus ved siden af.
Nogle af mine bedste venner var samlet der, sammen med mig. Vi ønskede hinanden held og lykke og beundrede meget hvordan vi alle sammen var forskellige, men meget flotte klædt, på hver sin måde.
Jeg var meget glad for, at jeg skulle konfirmeres med disse mennesker. De var alle sammen så glade, at det ikke var til at skjule nervøsiteten for nogen.
Jeg havde aldrig set mine venner så glade. Selv den mest cool pige jeg kender, som altid er afslappet med alting. Nu så jeg hende stå der og hun strålede stort af nervøsitet, bekymring og glæde. Det var meget svært selv at skjule min egen bekymring for, hvordan det skulle gå.
 Men det glemte vi helt da præsten kom ind og bad os følge med op til kirken. Jeg fik et sidste kærligt klem i hånden af min veninde der stod bag mig, i den række vi skulle gå i.
 Så gik dørene ellers op og musikken begyndte at spille da vi gik ind.
Jeg gik afslappet hele vejen op til min stol.
Jeg var så glad for dem, der var kommet og skulle se mig:
Min familie og mine venner...

Tiden gik hurtigt og op til alteret kom vi. Heldigvis for os, var det eneste vi skulle sige under hele gudstjenesten: " ja" til at blive konfirmeret.

Bag efter skulle der tages foto, selvfølgelig ville alle tage et billede. Men det her var langt fra det jeg havde forventet.
Det var som, hvis du lige havde vundet X Factor og nu skulle alle bare have et glimt af dig. Faktisk var der en pige der fik ild i håret, fordi hun skulle have et billede og kom for tæt på stearinlyset. Heldigvis fik vi det slukket, men det fortæller noget om hvor ivrige folk kan være.
Til sidst blev jeg helt træt i kæberne af at smile og måtte gå ud for at få en pause.

Til endnu en overraskelse var jeg den der havde fået flest roser. Det var jeg meget smigret over og overrasket over.
Der lå de, på den lille stol med mit navn på, lå der lige fra store røde roser til en enkel lille lyserød rose.
Mine forældre var så søde at tage det med sig hen til festen, for jeg kunne ikke selv bære dem alle.
Og desuden skulle jeg noget helt specielt....
Jeg fik nemlig lov til at kører i en Jaguar med to bodyguards. Jeg var selvfølgelig min fasters som vi måtte låne og de to bodyguards var hendes meget flotte to sønner.
Men alligevel synes jeg det hele så så sejt ud, da jeg så dem åbne døren til den fine ny-vasket bil.
 Jeg tog mine 2 søskende med, Olivia og Laura. Så jeg ikke skulle sidde alene i bilen. Og jeg fandt ud af, at det var meget heldigt. For de 2 drenge havde tænkt sig at byde mig på en meget stærk alcohol, fordi jeg nu var blevet "voksen".
Men det hele gik nu godt alligevel.

fortsættelse følger...